Borrego Springs - Mikkel

Beretning

Fredag d. 1 november blev der afviklet verdensmesterskab i 24 timers enkeltstart i Borrego Springs, Californien.Jeg havde taget turen om på den anden side af jorden for at deltage i ræset sammen med Pernille. Både som forberedelse til Race Across America, men også for at se hvor jeg står, i konkurence med en gruppe af de bedste ultra cykelryttere i verden.Starten gik klokken 17.00 i rigtig godt vejr. Vindstille og lunt. Forberedelserne i Danmark havde været optimale, så der var ingen grund til andet end optimisme. Det var fedt at komme afsted, i selskab med nogle af de rigtig store kanoner i ultra verdenen. Nogle af dem stak af med det samme. Sådan som skudt ud af en kanon! Jeg kørte selv første runde med 37,9 km/t og puls 124 og 186 watt. Så ruten var hurtig og vejret tæt på optimalt. Planen var at navigere efter puls 120 og 180 watt. Så det var en anelse over, men ikke meget, og bestemt inden for skiven. To timer efter start, kl 19.00 var det mørkt. Der var enkelte lyskilder i området, men en ørken er altså mørk. Mange stjerner på himlen dog! Jeg vidste at det først ville blive lyst igen kl 07.00, så der var altså 12 timer forude i mørke. Hvilket egentlig var lidt skræmmende. Heldigvis var der baglygter på ruten at køre efter. Det var fedt nok.De første fem runder var lige efter planen. Jeg kunne relativt let opretholde 180 watt og opretholdt med små pauser 34,5 km/t så det så vældig godt ud. Jeg begyndte at regne på hvad der skulle til for at ramme 700 km kl. 17 om lørdagen.På sjette runde skete det som helst ikke skulle ske. Punktering på pladehjulet! Øv. Heldigvis havde jeg godt lys på cyklen, og kunne fikse en ny slange i lygtens skær. Men det tog lang tid. Med den efterfølgende opfyldning af min saddeltaske i pit området tabte jeg over 20 min. På de efterfølgende runde steg pulsen lidt, måske på grund af lidt indebrændthed over at have spildt tid.Jeg lavede en stor fejl i min planlægning, og det var at jeg ikke havde fået mine skoovertræk med. Til gengæld havde jeg fine aerodynamiske sokker på! Jeg havde gerne byttet dem for et overtræk, i en lang nat med ned til 6 grader. Faktisk frøs jeg klokken 24 rigtig meget om mine fødder. Og der var stadig syv timer til solopgang.På et tidspunkt møder jeg lykkeligvis Pernille, og får fortalt hende at jeg fryser om mine fødder. I mit næste pitstop lå der så et par skoovertræk til mig. Tak for det Pernille! Klokken 5.00 opstår første rigtige krise. Jeg ikke fået ret meget energi, fordi det er bøvlet at sidde og spise med handsker på og fordi det bare er bøvlet at spise på en cykel. Mine watt falder, og jeg kan ikke opretholde min arbejdspuls. Samtidigt opstår en anden krise, jeg bliver træt, rigtig træt. Omkring 5.30-6.30 kører jeg nærmest i søvne. Og skal kæmpe rigtig meget med at holde mig vågen. Det lykkes at holde mig på cyklen, men det var ikke nogen god situation. Efterfølgende tror jeg den dobbelte krise var forårsaget af en blanding af mangel på energi i kroppen, og den lange nat i mørket. Jeg har normalt ikke problemer med at holde mig vågen. Men det er også første gang jeg har kørt næsten 400 kilometer klokken 6 om morgenen.Efterfølgende besluttede jeg mig for at jeg måtte investere noget tid i at indtage energi. Så de sidste 11 timer kørte jeg to timer, og så en spisepause på ca. 10 min. To timer mere, spisepause ca. 10 min. De sidste timer var det pause hver time. Historisk har jeg aldrig været god til at overkomme kriser. Succes har været forbundet med helt at undgå kriser.Men denne her gang lykkes det rent faktisk at håndtere en krise, og komme tilbage. Det var det bedste ved hele ræset.Solen dukkede endelig op ved syvtiden. Og der havde jeg fået mad, og energi tilbage i kroppen, og følte mig ikke voldsomt træt. Og solopgangen var fantastisk. Så formiddagen gik bedre end den sidste del af natten, med madpauser! Jeg skiftede mellem at spise sandwich/gatorade og slik/vand. Det fungerede perfekt.Jeg kørte ikke længere så stærkt, men jeg havde det godt. Og havde en fornemmelse af at være på vej mod afslutningen.Ca. klokken 13 begyndte vinden at tage til, og den eneste bakke på ruten var i pivende side/modvind. Der var lagt op til nogle rigtig hårde afsluttende timer. På bakken kunne jeg lige holde 15 km/t i mindste gear, og havde svært ved overhovedet at holde cyklen opret. Jeg fik decideret ondt i hænderne af at holde fast i styret. Så det var i sandhed hårdt.Klokken 14.30 blev løbet afsluttet på den 8 km lange afslutningsrunde. Og det var fedt. Vinden var taget endnu mere til, og virkede som en storm. Nogle steder med sand ind over vejen. På dette tidspunkt anede jeg ikke hvor jeg var placeret i feltet. Jeg havde ingen anelse. I en spisepause tændte jeg for min telefon for første gang og så en besked fra Felix, min søn. "Du ligger nummer 17!!! I alle grupper, og nummer 5 i aldersgruppen - FLÆK DEM" Jeg blev over Messenger enig med Felix om at jeg sagtens kunne save dem foran midtover. Og så kørte jeg stærkt igen. Jeg nåede 8 runder på afslutningsrunden. Og havde det godt, og følte at jeg flækkede dem alle sammen! Vinden var fuldstændig vild, sand overalt. Men jeg havde det godt,De foranliggende konkurenter har tilsyneladende også fået en besked fra deres sønner eller døtre. For det viste sig efterfølgende at de også kørte stærkt. Rent objektivt kørte jeg dog ikke så stærkt. Men det var aligevel en virkelig fed afslutning på et langt døgn. Min søde hustru havde inden løbet forberedt mig på at døgnet i Californien har samme længde som det har i Danmark. Så hun mente det var noget pjat at tale om et langt døgn. "Det er et helt almindeligt døgn, ikke noget at pive over" Løbet sluttede super fedt med at jeg kørte over målstregen sammen med Pernille, som jeg ikke havde set skyggen af, siden vi mødtes på bakken midt om natten.Det var en super fed oplevelse. Enkelte ting kunne have været anerledes, skoovertræk og spisepauser lidt tidligere havde været godt. Men samlet set var det kulmination på en lang hård træningsperiode, og jeg er rigtig godt tilfreds, særligt tilfreds er jeg med at jeg kunne håndtere en dobbelt krise, uden at gå i stå, og komme tilbage, jeg overvandt krisen.Jeg skal det igen kan jeg mærke. Det er jeg sikker på. Og der skal jeg køre hurtigere. Jeg nåede 640 km. Og opretholdt en fart på lige over 30 km/t det er godkendt. Jeg ender som nr 16 af 55 deltagende mænd. Det er jeg virkelig godt tilfreds med.Pernille og jeg var afsted uden hjælpere. Det kunne være fedt prøve et sådant format igen, med hjælpere. Men det bliver nok ikke lige foreløbig. Tusind tak til alle jer der fulgte med, og har skrevet venlige opmuntrende ting. Det er så dejligt. Særlig tak til Pernille for at være den bedste makker i træning og konkurence. Altid villig til at træne, også når det er svært og vi er trætte. Altid villig til at tage et skridt videre, ingen afvigelser, ingen slattenhed. Det er verdensklasse. Tak makker ! En million gange tak til Charlotte, som bakker betingelsesløst op. Uanset træning kl 6.00 og træning igen kl 19. Og uanset et utal af sene aftener, og weekender med rigtig mange timers træning. Også tak til Race Across America projektets sponsorer. I er med til at holde gang i det her projekt som tegner mere og mere lovende.Optimismen bobler !