Forholdet kvinde/mand

Vi er nysgerrige på forholdet mellem kvinder og mænd i ultrasport. Der er rent fysiologisk nogle helt afgørende forskelle. Som formentlig udligner det traditionelle styrkeforhold mellem køn.

Forskelle

Mikkel er 51 år gammel, vejer 74 kg, og best¨år af 6,9 kg fedt, 63,8 kg muskler og 3,3 kg knogler.

Pernille er 57 år gammel, vejer 67 kg, og består af 15 kg fedt, 49,3 kg muskler og 2,7 kg knogler.

Vi ved med sikkerhed at Mikkel er stærkere end Pernille så længe varigheden af vores træning er kort. Vi ved med lige så stor sikkerhed, at jo længere træningen bliver, jo mindre bliver forskellen. Vi har i flere lange træninger, 2-300 km set at Pernille er den stærkeste.

Kuldeeksponering

Vi isbader og udsætter os for kuldepåvirkning som en del af vores træning. Men også fordi vi godt kan lide det.

Det kolde vand er isoleret set ganske ubehageligt. Udfordringen med at blive i vandet er til gengæld fedt.

De to vigtigste komponenter rent træningsmæssigt er træningen i at tage en beslutning. Og derefter udføre den. Ikke tænke for meget. Beslutte og gøre.

Derefter kommer vejrtrækningen som en vigtig komponent. Isbad er et kontrolleret chok for kroppen, og man vil instinktivt have lyst til enten at hyperventilere eller holde vejret. Gør man det bliver kroppen bekræftet i at situationen er farlig. Udåndingen skal være rolig, stor og langsom. Så kan man mærke hvordan kontrollen over chokket kan kontrolleres.

Øvrige mulige effekter af isbadning:

Når kroppen nedsænkes i koldt vand, vil blodårene i arme og ben trække sig sammen og sende blodet til midten af kroppen, for at passe godt på organerne. Når kroppen igen varmes op vil blodårene tilsvarende udvide sig. Så isbadning kan betragtes som massage af blodårene.

Isbadning er et chok for kroppen. Når man kommer over chokket. Alts¨å kommer op af vandet udløses store mængder dopamin i hjernen. Man bliver glad i låget.

Styrketræning

Er en del af hele fundamentet for at være stærk og sund, og være midt i livet.

En stærk, smidig og bevægelig krop fungerer bare bedre end en tilsvarende slap, stiv og begrænset.

I vores kontekst skal vi være i stand til at cykle i virkelig lang tid. Og være gode til det. Det kræver særlig opmærksomhed på de muskler som driver en cykel fremad. Forlår og baller. Så disse to muskelgrupper træner vi meget og tungt, med det formål at de skal blive stærke. Ikke nødvendigvis store. Men stærke.
Vi ved også at resten af kroppens muskler bliver sat på en hård prøve når vi skal cykle så lang tid. Arme, ryg, nakke, skuldre, maven, hoften, fødder, sådan set hele kroppen. Det er vanskeligt at forudse helt præcist hvor problemer kan opstå.

Styrketræningen fungerer ligeledes som forebyggelse af skader. Vi træner meget og vi træner hårdt. Succes forudsættes derfor af en stærk og velfungerende krop. Som kan honorere kravene i træningen.

Vi styrketræner 2-3 gange ugentligt. Samlet mellem 4 og 5 timer.

Varmetræning

Ligesom vi stimulerer til udvikling med kulde, så stimulerer vi også med varme.

Varmetræning handler om at træne kroppens evne til at temperatur-regulere. En stor del af den energi vi bruger, bruger vi på at holde vores krop lige omkring 37 graders varme. Primært opvarmning. Når vi befinder os i et 20 grader varmt rum skal kroppen altså justere temperaturen opad, konstant. Det kræver rigtig meget energi.

På turen over USA bliver vi udsat for miljøer der er både meget koldere end kropstemperatur, men også varmere. Og det med at nedregulere temperatur i forhold til udefrakommende miljøpåvirkning, er uvant. Men det skal vi være så gode til som muligt, inden starten går.

Helt præcist foregår varmetræningen sådan at vi opvarmer et telt til 40 grader og kører med lav intensitet, indtil det punkt hvor vi ikke længere kan holde ud at befinde os i rummet længere.

Som med kuldeeksponering er der et mentalt element i at udføre varmetræning. Det er ikke krævende for benene. Men det er krævende for hovedet at udholde varmen og følelsen af at "koge over" uden mulighed for afkøling.

Der forskes meget i varmetræning, og udkommer mange studier. Den effekt som der er mest evidens for, er forøgelsen af plasmavolumen. Vi får altså mere blod i kroppen. Den øgede mængde best¨år overvejende af vand. Og mere kan man ikke sige med sikkerhed. Men det er sådan at vand er helt afgørende for nedkøling af kroppen. Og vand er godt for stort set alle processer i kroppen. Så vi vil gerne have meget plasma. Det er også sådan at blodet transporterer ilt. Om varmetræning i den forbindelse har betydning, findes der forskellige undersøgelser om. Nogle undersøgelser finder en øgning i hæmoglobin, som er helt afgørende for transport af ilt. Der er også dukket studier op som viser at det øgede blodplasma "fortynder" blodet, sådan at koncentrationen af røde blodlegemer og hæmoglobin bliver mindre. Den mindre koncentration bliver derfor den udløsende faktor for en øgning af både hemoglobin og røde blodlegemer.  

Højdetræning

Vi højdetræner. Når vi højdetræner reducerer vi mængden af ilt i kroppen. 

Luft ved havoverfladen indeholder 20,9% ilt. 

Normal iltmætning i blodet er 96-99 % 

Den luft vi indånder når vi højdetræner indeholder 14-16 % ilt. Det forårsager at iltmætningen i vores blod falder til 75-90 %

Vi anvender en live low - train high protokol. Det vil sige at vi træner iltreduceret, og sover i almindelige atmosfæriske forhold. Det man oftest forbinder med højdetræning er det modsatte. Live high - train low protokol. Hvor man bor og sover iltreduceret, men træner med normale ilt forhold.

Ilt er en forudsætning for at vi kan lave energi i vores celler. Så hvordan kan det være en god ide at reducere mængden af ilt il blodet ?

Som med alt andet findes der forskning i forskellige retninger. Men der findes solid evidens for forekomsten af "hypoxia induced factors" (HIF) Disse proteiner dannes under hypoksiske forhold, og stimulerer kroppens effektivitet i anvendelsen af ilt. Så når vi reducerer mængden af tilgængelig ilt under arbejde, så tvinger vi kroppen til at optimere. og vi vil gerne anvende vores tilgængelige ilt bedst muligt.

Noget andet betydningsfuldt er vejrtrækning. Med reduceret ilt i luften vil vi gerne have alt tilgængelig ilt ned i lungerne. Det tvinger os til at gøre os umage med vejtrækningen.